Friskolen i Gjerrild indvier Læringslunden

Fredag den 9. maj 2025 markerede en festlig dag på Friskolen i Gjerrild. Med sang, taler og snoreklip blev skolens nye læringshave – Læringslunden – officielt indviet. Et grønt og levende læringsrum, der skal styrke elevernes forbindelse til naturen og give nye muligheder for undervisning i det fri.

Indvielsen begyndte med, at skolens børn sang “Gå med i lunden”, inden skoleleder Anni Schumacher Hansen bød velkommen og fortalte om skolens vision med projektet. Med Læringslunden tager Friskolen i Gjerrild et vigtigt skridt i retning af mere udeskole – hvor undervisningen rykker udenfor og bringer naturen aktivt i spil i elevernes hverdag.

Herefter holdt borgmester Kasper Bjerregaard en tale om værdien af grønne læringsmiljøer og det lokale engagement, inden han klippede den røde snor og erklærede Læringslunden for åben. Projektleder Henrik Majlund Toft rundede af med at fortælle om processen bag haven og de mange gode kræfter, der har været involveret.

Læringslunden er blevet til med støtte fra By-, Land- og Kirkeministeriet, Dansk Revision, Norddjurs Kommune og Villum Fonden. Den nye have rummer både små oaser til fordybelse og plads til leg, eksperimenter og fællesskab – alt sammen midt i naturen og lige ved skolen.

Vi glæder os til at tage Læringslunden i brug og se, hvordan den kommer til at blomstre – både for planter, ideer og nysgerrige elever.

Cookiesamtykkebanner fra Real Cookie Banner