Læringslunden

En læringshave, et socialt rum og et museum

Den botaniske historie i Gjerrild er veldokumenteret siden oldtiden i forskellige kilder og arkæologiske fund. Læringslunden er inddelt i tre overordnede historiske perioder. I hver periode findes et udvalg af de planter, som er karakteristiske for perioden.

Det er skoleelever og borgere som passer og planter haven. De fleste af planterne kommer fra haver i Gjerrild, eller er indsamlet i lokalområdet. I de forskellige bede kan man læse om hvordan eleverne arbejder med planterne, og om planternes relation til Gjerrild.

Læringslunden er opført af lokale borgere, forældre til børn på Friskolen i Gjerrild og børnehaven Savværket, og elever fra Efterskolen Helle. Indholdet i haverne er udvalgt af et planteudvalg som består af lokale borgere, i samarbejde med skolerne og børnehaven.

Alle er meget velkomne til at opholde sig i Læringslunden og benytte dens faciliteter, når der ikke er undervisning. Udover at være et mødested og et læringsrum, er haven også et rum til afslapning og fordybelse.

Vi opfordrer dig til at passe godt på haven og dens planter.

Inddeling i tidsperioder

1) Oldtiden

Oldtiden dækker over en række forhistoriske tidsperioder, der strækker sig indtil år 800. Det er perioder vi stort set kun kan tilgå arkæologisk. De tidlige stenaldermennesker var jægere og samlere. Stenaldermenneskene begyndte at dyrke jorden, hvilket der findes spor af på Marshøj centralt i Gjerrild. Et andet fællestræk for oldtiden er naturens vildskab og tilfældighed, som man dyrkede religiøst og kultisk.

Udgravninger af bopladser i området omkring Gjerrild er blandt de andre kilder til den historiske botanik. Som også omfatter køkkenmøddinger fra den sene stenalder, huse fra den tidlige bronzestenalder og jernalderlandsbyer.

2) Renæssance

Renæssancen er en historisk periode, som i Danmark begyndte i år 1536 og fortsatte frem til år 1660. Renæssancen repræsenterer menneskets ønske om at forstå og beherske naturen. Det ses tydeligt i periodens geometriske formsprog, hvor man søger harmoni og symmetri. Disse idealer påvirker naturforståelsen og naturbrugen helt op til vor tid, men er særligt markant i for eksempel havers udtryk frem til 1800-tallet.

I Gjerrild findes renæssanceslottet Sostrup Slot. På Sostrup Slot fandtes en have, som tydeligt var inspireret af renæssancens geometriske formsprog.

Andre kilder til botanik i perioden er for eksempel havebøger, kogebøger og bøger om medicinske urter. Da inspirationen til renæssancehaven kommer fra Italien, begynder man derfor også at interessere sig for mere eksotiske planter.

3) Nyere tid

Nyere tid, som dækker perioden fra år 1800 og frem til i dag, repræsenterer det nutidige natursyn, der på mange måder tager afsæt i Romantikken i 1800 tallet. Det moderne er karakteriseret ved et natursyn, der bærer præg af en lang række kontraster mellem menneske og natur, fortid og fremtid, kontrol og magtesløshed. Indenfor landbruget er nyere tid karakteriseret ved industrialisering. Parallelt hermed opstår de økologiske bevægelser mod slutningen af 1900-tallet.

I nyere tid er fokus på permakultur og biodiversitet. For at skabe levesteder til dyr, fugle og insekter, og som kontrast til den monokultur, landbruget repræsenterer. Kilderne til moderne tid i Gjerrild er utrolig omfattende og omfatter både digteren Mikkel Vævers tegninger af blomsterne i Gjerrilds haver, Gjerrilds nuværende havebrug og lokalt stedbundne vidnesbyrd fra lokalarkivet og borgere.


Tilblivelsen af læringslunden

Se tilblivelsen af læringslunden i dette galleri:

Projektet er støttet af:

Cookiesamtykkebanner fra Real Cookie Banner